Informategritet

Information har i dag bragt et indlæg jeg sendte dem, efter at have studset lidt over formuleringerne i deres jobannoncer, hvor de forsøger at rekruttere folk til at bemande telefonerne i telemarketingafdelingen. Det er et lettere forvansket indlæg, de bringer, og redaktøren har desværre udeladt eller omskrevet visse subtile pointer. Her er indlægget i sin oprindelige udgave.

Vi har alle en forestilling om vores egen person. Vores fremtræden, karaktertræk, egenskaber osv. Det er et selvbillede, som vi livet igennem justerer og tilføjer nye strøg. Nogle gange ligger billedet fjernt fra den opfattelse, som andre mennesker har af vores person. Nogle gange er lyse eller dystre nuancer i vores eget billede stærkt forvrængede og beslaglægger derved unødvendigt meget af vores opmærksomhed.

Virksomheder og organisationer har også et selvbillede, mener jeg. En politiker der værner om sit image eller en virksomhed som forsøger at ensarte sit image ved at promovere bestemte kerneværdier overfor omverden er to sider af samme sag og ikke så væsensforskellig fra individets selvbillede betragtet som psykologisk fænomen. Forskellen består blot i metabevidstheden om og gennemsigtigheden af selvbilledets til enhver tid konstruktivistiske karakter.

Tag nu, blot som et nærmest vilkårligt eksempel, avisen Information. En god lille avis. Men måske også lidt selvgod? Indledningen på avisens egen rekrutteringsannonce er meget afslørende. Annoncens indrykkes uge efter uge. Man søger telefonsælgere. Eller det kategoriseres som studiejob, og hedder “sælgere til telemarketingafdelingen”.

“Information søger lige nu sælgere til telemarketingafdelingen. Her får du et provisionslønnet job, hvor salg er i fokus, men hvor du samtidig kan bevare din integritet.”

Mellem linjerne findes budskabet: Som telefonsælger mister du under normale omstændigheder din sjæl, men hvis sælger noget så bundhæderligt som Information, så har du altså stadig din integritet i behold.

Hvad afslører det om Informations selvbillede? (selv-)Retfærdiggørelsen lyder formentlig nogenlunde sådan her: Det er næsten for galt at konkurrencen på det kapitalistiske marked tvinger os til at bruge et så tarveligt kneb som telefonsalg. Men vi kan jo heldigvis stadig se os selv i spejlet, for mens andre telemarketingafdelinger bryder forstyrrende ind i uskyldige menneskers dagligdag, for at prakke dem alt muligt skrammel på, så er det kun for disse menneskers eget bedste, hvis de tegner abonnement på Information.

Pæne sko og smart tøj

Når det ligger en skarp tanke bag en reklame, kan den virke overrumplende effektivt på den der har-du-egentlig-nogensinde-tænkt-på måde. Den kan præsentere en interessant indsigt på en indbydende facon. Hvad enten den henvender sig til intellektet, til følelserne eller er morsom, præsenterer denne form for reklame en anderledes vinkel på tingene.

På den anden side er der også de reklamer, som udtrykker en banal marketingsstrategi og lidt hjælpeløst forsøger at camouflere dette som en indsigt. De kan efterlade læseren ganske mystificeret.

Tag nu denne her fra Lloyd, en sko som vel nok er sat i bås som en sko til hverdagen på kontoret. En no-nonsense ikke alt for smart sko. Revisorens svar på skolelærerens komfortable Ecco sko.

 

Det synes man tydeligvis er ærgerligt hos Lloyds. Vores sko kan da også bruges til at gå i byen, til et middagsselskab eller – og nu bliver det pikant – til at forføre damerne med. Se bare hvor henført modellen på billedet kigger på de ”pæne sko”.

Selve overskriften, der vel er tænkt som en invitation til at tænke en ekstra gang over det der med pæne sko, er et klasseeksempel på en mystificerende overskrift. For hvem har egentlig nogensinde mødt påstanden: ”Pæne sko kan kun bruges på arbejde… Basta!”. Hvem er det der siger det…?

Anvendelsen af ordet pænt er også påfaldende. Pæne sko i relation til ordene arbejde og hvem siger fremmaner uvægerligt konnotationer til pæn som en umyndiggørende uniformitet. Som når ens mor sagde: ”Du skal have dine pæne sko på til Amalies barnedåb.”

Det er lidt som med udtrykket “smart tøj”. Det kan kun anvendes med et snert af ironi eller af bedstemødre: “Sikke noget smart tøj!”

Synes du hun har en pointe?

Som om Deadline 2. sektion på DR2 ikke var blævret nok i forvejen med “bibliopaten” ved roret. De seneste temaer med (vikar- ?) værten Alberte Mejdahl har haft temaerne “Bliv indigneret – Er vi vesterlændinge blevet kyniske eller bare ligeglade med andre mennesker” og “Vil du ha’ en taber-mand – mændene har tabt kapløbet i det moderne samfund”.

 

Det er i øvrigt som om den store sofa gør det hele endnu mere slemt. Den ligger op til en form for kvalm intimitet og let omgangstone. Synes et bord er mere passende til en diskussion. Bare billedet af fx. Georg Metz og Ralf Pittelkow i samme sofa siger vist det hele (og ønsker man i det hele taget at kunne se hvilke strømper en Pittelkow bærer?) Alternativt er separate lænestole at foretrække…

 

Hvorfor ikke bare – nu man er i gang – udskifte hele set-uppet med Majse Nohr og Annette Heick for at gøre det endnu mere ligetil….

King of Cool

“Some folks don’t know the difference between retro and old school. Binky Griptite will let you know quick: Retro is a trend. Old School is an attitude; it’s about doing things the way they’re supposed to be done.”

Binky udtrykker det klart. Men man kan også bare se og lytte til denne Raphael Saadiq video. Så skulle den være feset ind.

 

Spændende ting i vente

I dag fredag den 8. april vælter dem frem med nyskabelser. Annoncer i Børsen og Weekendavisen beretter således om et enestående forretningskoncept og et dybt originalt krimiplot.

Jan Arentzen fra Canon Business Center Midt- og Nordsjælland opsummerer service hos Telia Erhverv således: “Kunden er i centrum”. Der har de fat i noget hos Telia: tag udgangspunkt i kundens behov. Hvorfor har ingen tænkt på at markedsføre sig selv på denne forretningsmodel før? Jeg glæder mig til at ringe til Telia for at høre om den spændende case.

Men jeg glæder mig næsten endnu mere til at læse Elisabeth Egholms nye krimi “Tre hundes nat”. Forlaget giver følgende appetitvækker: “Han troede han var færdig med fortiden. Men den var ikke færdig med ham.” Jeg mener ikke, at jeg er før er stødt på krimier – ellers thrillers på filmfronten for den sags skyld – som tager udgangspunkt i historien om en mand, der ikke ønsker at blive konfronteret med sin fortid. Hvordan en sådan konklikt kan udspille sig, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, men det lyder unægtelig som en bog, der bliver svær at lægge fra sig.

B&O Old School?

Jeg kan stadig huske lyden af det bestemte klik og den efterfølgende summen, når tangialarmen kørte ind over vinylskiven på min fars Beogram 4000. Jeg husker den taktile fornemmelse af trykknappen på vores Beovision 3800 og tyngden af hjulet, der justerede volumen på naboens Beomaster 8000.

Produkter fra dengang man intuitivt fornemmede at B&O design blev båret frem af en attitude. Dengang hvor de fleste andre Hi-fi-producenter bogstavelig talt tænkte i kasser: Bemærk blot forskellen mellem en forstærker som netop Beomaster 8000 og samtidens forstærkere fra Onkyo, JVC, Sony, Technics etc. – alle beregnet på at blive stablet i reolen eller på skænken.

I dag virker det som de gode mennesker konstant er tre skridt bagud og hele tiden prøver at indhente et tog, der forlængst er kørt. De hænger fast i børstet aluminium og soft-touch gummibelægning.

B&Os første dock-højtaler til iPod, BeoSound 8 blev først præsenteret for under et halvt år siden (!). Mindst 5 år for sent. Netop når man ser på dock-højttalere, er det tydeligt, at B&O ikke længere har patent på at tænke innovativt: En uhyre veldesignet enhed som B&Ws Zeppelin højttaler blev lanceret næsten 4 år før B&O tøvende hoppede med på bølgen.

Da de så endelig lancerer dock-højtaleren, er de nærmest undskyldende når de præsenter designet: ”Designmæssigt “forsvinder” formerne, hvilket giver et diskret udseende fra de fleste vinkler, som gør det let at få BeoSound 8 til at passe sammen med resten af indretningen.”

Der var altså engang hvor et B&O-produkt ikke skulle ”forsvinde” og være så kedeligt og anonymt at det gik i ét med panelerne. Hvad foregår der deroppe i Struer? Hvorfor tager de ikke nogle chancer? Hvorfor laver de fx ikke en Hummel og tænker Old School. Frem med noget retro-design fra storhedstiden i 70’er og 80’erne. På med træpaneler i teak og rosentræ og lad sorte plastflader indramme aluminiums knapper.

Personligt håber jeg virkelig, at de får vendt skuden. Jeg synes det er ærgerligt kun at have et nostalgisk forhold til B&O

Demokratiske ambitioner

Har man været for ambitiøs, hvis man lancerer en hjemmeside og kun rekrutterer 1.800 brugere i stedet for 125.000, som det ellers hed i visionen? Hvis man altså kun når 1.5% af de mennesker, man ønsker at involvere? Og er de 7 millioner kr. til udviklingen af siden spildt, når den lukkes inden for ét år efter lanceringen?

Nej! Ikke hvis projektet er lanceret af et sekretariat i en kommune. Pressechef i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune:

“Jeg mener ikke, at man kan etablere et sociale medie, hvor målet kun er 2000 brugere. Det ville være udemokratisk. Jeg synes, målsætningerne var de rigtige, men resultatet var for dårligt”, siger pressechef i Økonomiforvaltningen, Marie Scott Poulsen, til Urban.

Så længe målsætningen er demokratisk (?) kan man altså forsvare den helt eklatante mangel på ekspertice og himmelråbende naivitet, som også afsløres af at man kalder en hjemmeside for “et socialt medie”.

Danmarks vigtigste jobansøgning

Reklamenørder husker sikkert “The google job experiment” hvor Alec Brownstein brugte for 6 dollars adwords til at henvende sig til kreative direktører. Han fangede dem i et forfængeligt øjeblik, hvor de googlede deres eget navn.

I Danmark er det en kandidat i Statskundskab med speciale i offentlig administration, som må få den foreløbige pris for den mest kreative ansøgning. På bloggen dagpengeland.dk beskriver Lau Aaen de fuldstændigt groteske uhyrlighed i det danske aktiveringscircus for arbejdsløse. Især de private aktører som udbyder jobsøgningskurser får et skud for boven.

“… det er min pligt grundigt at fortælle om den overvældende fornuft, med hvilken statskassens stakater finder anvendelse i beskæftigelsessystemet. Og med hvilken omtanke, menneskelige ressourcer sættes i scene.”

På jobkursus hos Jytte lærer Lau om vigtigheden af “personlighed”:

»Personlighed er utroligt vigtigt. Utroligt vigtigt. Det er noget, man kigger meget på i øjeblikket. Rigtig meget. 75% bliver ansat udelukkende på deres personlighed«, siger Jytte, der med to solbriller i håret virker mere end almindeligt bevidst om UV-beskyttelse af hovedbunden.

»60% bliver ansat udelukkende på deres faglighed«, fortsætter Jytte.

Jeg kan mærke stemningen stige i lokalet. En ansættelsesprocent på 135 må alt andet lige øge jobmulighederne. Det her er godt nyt.

»Men hvad tror I så, de bliver fyret på?«, spørger Jytte og kigger rundt i lokalet for at tjekke om alle er med.

»Deres personlighed. Lig’nøjagti’, lig’nøjagti’.«”

Er sikker på at Laus intelligente fremstilling af hele circusset med knastør humor nok skal sælge hans personlighed til en lang række arbejdsgivere, som nu ikke kan undgå at blive opmærksom på hans ledighed.

(Facebook fan-siden for Dagpengeland runder 2000. Ikke dårligt for en personlig blog. Politiken, JP, og Weekendavisen havde helsides artikler om bloggen i løbet af den samme weekend.)

 

 

Velkommen på Frisør Hanne Arena

Stadionavne kommercialiseres på stribe. Ingen navne er tilsyneladende for dumme. Og intet sponsorat for lille. I Hvidovre har en kontorforsyning med to filialer købet et års navnerettighed. Office Center Arena hedder Hvidovre Stadion nu.

Men her er sagens kerne: Effekten af et stadionsponsorat er næppe målbart. Selv om det giver synlighed og opfylder væsentlige punkter i markedsføringens ABC – frekvens og varighed af brandnavnets eksponering – er det svært at bedømme kvaliteten af denne synlighed.

Det analyserer jeg i denne artikel fra Politiken.

Den feminine vej til rigdom

“How to become a millionaire”  er en klassiker i industrien for personlig udvikling. Og nu har vi en lokal variant, som nyder godt af, at den særlige hellerup-aura appellerer stærkt til båtnakker i provinsen.

“Millionøsemetoden er en ny, helhedsorienteret vej til rigdom. Den er mere feminin end den gamle maskuline vej til velstand. Derfor kalder vi den millionøsemetoden.”

Sådan skriver de to kvinder bag millionøsemetoden.dk. Metoden handler i al sin enkelhed om at skrue op for en personlig pengetermostat ved at udskifte middelklassesoftware med millionøsesoftware. Når man således har erhvervet et millionøse mindset, kan man drage nytte af damernes Business millionøse blueprint og tjene bunker af penge og samtidig få mere tid – ”nu med nydelse”…

”Det jeg ikke kunne drømme om at tjene på flere år, det kan jeg nu lave på en dag eller to.” fortæller den ene af millionøserne. Hun forklarer at “… dette er muligt for alle! Men det er ikke alle der vil!”… og det er sandelig en skam.

Gad vide hvad denne modvillighed skyldes? At disse damer hører til blandt coachingindustriens mest åbenlyse plattenslagere?

De mange videoer på millionøsemetoden.dk er produceret af Stellar Videos. En enmandsvirksomhed med det kontante slogan ”Show. Share. Sell.” drevet af en person, som pikant nok er kæreste med den ene af millionøserne. Hvornår mon dette kapitalstærke par, køber deres første luksusyacht? Stellar Videos har også produceret videoer for Kernesund Familie og Katapultprincippet.dk.

Sidstnævnte princip er intet mindre end ”Danmarks første oplevelsesorienterede udviklingsforløb.” Det drives også af to kvinder. En udviklingskonsulent og specialist i forandringsprocesser samt en rytmisk sangerinde, der har medvirket i et TV-show med Michael Carøe og udgivet en CD med et stemmetræningsprogram beregnet til pendlere. (Ganske irrelevant, men kuriøst nok har begge en datter ved navn Smilla og en mand ved navn Martin).

Hvad angår Kernesund Familie indgik Zumba-danseren Ninka et samarbejde med millionøsetanterne for at få kroppen med i millionplanen. Kernesundmillionøse.dk fik dog et lang række bloggere og journalister til at fare i flæsket på millionøserne tilbage i juni, og varmluftsturbinen fik pludselig mere opmærksomhed, end hvad der er gavnligt for et sådant plattenslagerprojekt.

Begrænsede disse mennesker sig til at sælge varm luft og småspirituelt nonsens til hinanden, ville det være fair nok. Men på de mange referencevideoer på deres websitets optræder ikke kun andre coaches, udviklingskonsulenter og clairvoyanter. Vi ser også lægesekretærer, som føler sig parate til at erobre verden og smykkedesignere, som efter mange års kurser på AOF omsider har opdaget millionøsemetoden, og nu er klar til at revolutionere branchen.

Alt dette overbeviser mig om det er tid til en bog (eller måske et DVD-kursus?) med titlen: ”Sådan bliver du lige så rig som Mærsk og lige så kendt som Sidney Lee uden at lette røven fra sofaen.”